En ivrig summen af stemmer lyder mellem de hvide vægge. Rummet er fyldt med kvinder, der står i små grupper og snakker dæmpet med hinanden. Her dufter svagt af parfume, eller måske er det duftlysene? Pludselig lyder der et ... Bang! ... et højt knald, der får det til at gibbe i forsamlingen. Snakken forstummer et øjeblik. »Der lød min yndlingslyd«, siger Lene Frederiksen så. Med et stort smil.
Kvinder fra 16 til 90 er med Hun er en af de cirka 50 kvinder, der denne aften deltager i ‘Qvinde kend din vin’. Et arrangement, som vinimportør Annelise Ladegourdie har stablet på benene. Og det er hende, som netop har vristet proppen af den første flaske champagne. Her er kvinder i alle afskygninger. Korthårede, langhårede, gråhårede. Med og uden briller. I fodformede sko og spidse stiletter. Deltagernes alder begynder ved 18 år og strækker sig helt til 90. Lene Frederiksen rækker ud efter et af de slanke glas, der står på bordet ved siden af skålene med rodfrugtchips. Håndtasken dingler fra albueleddet, mens hun nipper til den boblende champagne. »Da jeg blev inviteret til arrangementet, grinede jeg lidt af det. For jeg tænkte: »Ej, hvor sjovt, er vi virkelig nået op i den alder?«, siger hun.

