Vælg varerne, klik på indkøbskurven, tast kontooplysninger, og vent spændt ved døren. Fra i dag kan Irmakunder og alle andre i Danmark købe 2.500 af Irmas varer på nettet og få dem leveret tidligt om morgenen i en kølekasse – eller for frostvarers vedkommende i en kasse med frysende tøris – til døren. »Vi tror, at tanken er rigtig nu. Vi hører fra mange af vores kunder, at hvis der var nogen, der kunne håndtere indkøbssituationen for de travle dobbeltkarrierefamilier, så ville de være taknemmelige«, siger Irmadirektør Alfred Josefsen. »Samtidig er det en once in a lifetime-mulighed for at blive landsdækkende«.
LÆS ARTIKEL Hvad pokker er et miljømærket supermarked?
Irmas varebiler vil levere fire dage om ugen i Københavnsområdet og tre dage om ugen i nogle af landets andre store byer. Hvis man bor på landet eller i Hjørring, Esbjerg, Holbæk, Lolland, Falster og andre steder, der ikke lige er en storby, kommer Irmabilen dog kun forbi en gang om ugen. Leveringen koster 49 kroner og sker to dage efter bestillingen.
Dermed er konkurrencen om at levere dagligvarer til danskerne via nettet for alvor skudt i gang. Superbest lancerede i slutningen af sidste år en onlinebutik til dagligvarer, og ifølge markedsdirektør i Retail Institute Michael Schou har »alle kæderne en løsning liggende i skrivebordsskuffen«. De venter bare på, at markedet er modnet.
Superbests problem
Det unikke ved Irmas koncept er, at der er levering i hele landet, ikke bare i områder med en Irmabutik. Grunden er, at Irma har overtaget onlinebutikken Torvet.dk, der allerede har en distribution af varer til hele landet sammen med fiskebutikken Skagenfood.
Det andet nye er, at Irma i modsætning til tidligere løsninger også leverer frostvarer. Dermed kan man få hele bredden af Irmas sortiment online, om end ikke helt så mange varer i hver kategori som i en stor Irma. Man vil f.eks. kunne få mange typer af marmelade online, men måske ikke lige mirabelle med ingefær. Og det tredje er, at Irma giver folk samme tilbud og kampagner på nettet som i butikkerne.
LÆS ARTIKELHer får du bedre rabatter end hos CoopPlus »Nu har jeg ikke set og prøvet Irmas netbutik, men det er meget vigtigt, at varesortimentet er i orden. Det er ikke så sjovt at opleve, at der er 15 procent af varerne, man ikke kan få. Derudover er det vigtigt, at varerne ikke er dyrere«, siger medieanalytiker Jon Lund, der i en undersøgelse tidligere på året kritiserede Superbests onlineløsning for blandt andet ikke at føre butikkernes udsalgsvarer. »Problemet med Superbest var, at priserne i den virkelige verden ikke gjaldt på nettet. Kunderne har en forventning om, at tingene koster det samme eller måske er billigere på nettet, og tænke: Hvorfor er det dyrere, det forstår vi ikke. Superbest mente, at nemheden ved at bestille online ville være nok til at opveje, at prisen ikke var den bedste. Men sådan tænkte kunderne ikke«, siger han. Folk elsker nethandel I dag er onlinehandel af dagligvarer en lille niche. Onlinebutikker som Torvet.dk og Årstiderne omsætter i alt for måske 300 millioner kroner ud af et samlet marked på 100 milliarder – det er omkring en tredjedel procent af det samlede salg. Så spørgsmålet er, om folk i det hele taget orker at handle online, når det kommer til stykket. »Folk orker det big time«, siger Jon Lund. »Min oplevelse er, at der er en kæmpe interesse fra danskerne til at bruge alle de smarte muligheder, nettet giver. Der skal være gode priser og tilbud, og det skal gøre hverdagen lettere, men ellers er de klar. Det er ikke befolkningen, der er tilbageholdende, det er butikkerne«, siger han.


