Dér er fritterne. Colaen. Burgeren. Ketchuppen. Og dér en børnebog af Kim Fupz Aakeson. Det scenarie bliver en realitet, når McDonald’s’ 84 danske butikker fra 8. oktober begynder at uddele børnebøger sammen med Happy Meals. Bøgerne kan man få i næsten en måned frem, eller indtil lageret på 300.000 er tømt. Det samme vil være tilfældet i de tre andre nordiske lande – Norge, Sverige Finland. Hvert land har fået bøger fra kendte børnebogsforfattere til at servere sammen med den dampende burger, og i alt skal knap to millioner bøger sendes over disken.
Astrid Lindgren repræsenterer blandt andre Sverige, mens det fra Danmark er forfatter Kim Fupz Aakeson og tegner Niels Bo Bojesens bog ’Vitello får en klam kæreste’, der følger med. Da Kim Fupz Aakeson blev kontaktet, tænkte han, at det var en god ide, for bogen var jo skrevet og udgivet. »Jeg har en stor datter, så jeg har set, hvad det er, der bliver slæbt hjem af legetøj fra McDonald’s. Jeg synes, at det kunne være dejligt med bøger i stedet for«, siger forfatteren. »Og jeg står inde for bogen og ikke så meget andet. Mine bøger er rigtig gode, og de holder længere end legetøjet«.

