I mange år beholdt japanerne den gode sake selv og eksporterede bundsjatterne. Men forbruget i Japan falder, og derfor kommer de gode dråber nu ud i verden. Heldigvis, for der er tale om en fantastisk alsidig drik, der både er øl, vin og meget andet. »’Sanka’ betyder ’bjergblomst’, som jo er meget sarte – og som I ser, vil denne vin på en meget delikat vis åbne sig som en blomst i glasset«, fortæller sommelieren os. Det er den slags vrøvl, der gør, at vinkendere ikke er til at holde ud – de skal altid stå dér og sætte smagsoplevelsen på vers med næsen nede i vinglasset, mens de stritter metroseksuelt med en begejstret lillefinger over noget, der ikke er kunst, men ret beset et landbrugsprodukt. Sake-kendere er ikke et hak bedre, finder vi ud af denne aften, hvor vi er til sake-smagning på Sticks’n Sushi i Nansensgade sammen med to såkaldte ’sake-sommelierer’ fra det japanske luksusbryggeri Masumi. De er her for at lære danskerne og resten af Europa at drikke sake på et tidspunkt, hvor den japanske nationaldrink derhjemme hastigt taber terræn til vin, cocktails og anden spirituosa, der ikke har ’farfars drik’ skrevet hen over sig på japansk.
Uvidenhed om sake
Men hvordan eksporterer man et nationalklenodie så fint, at man dårligt har ord til at beskrive, hvad det er, vi andre ignoranter skal værdsætte ved denne drik, der bryggeteknisk set minder om øl, men smager mere hen ad vin?
»I Japan taler vi ganske enkelt ikke ret meget om sake, så vi har ikke noget ordforråd til at beskrive den. Japanere bruger ord som ’elegant’ og ’forfriskende’, men de siger ikke ret meget«, fortæller Keith Norum, der er amerikaner, men har tilbragt de sidste 15 år i den japanske bjergby, hvor Masumis sake bliver til af ris, vand og gær.
»Sake bør nydes på samme måde som vin, men er meget mere kompliceret. Med vin foregår det meste på marken, men med sake foregår alting på bryggeriet. Det er tusinder af beslutninger, der afgør sakes kvalitet«.
Er der noget, japanerne er gode til, er det at gøre ting indviklede. Til gengæld havde de i mange år den sunde idé at beholde al den gode sake selv og eksportere alt det udrikkelige til resten af verden, der alligevel ikke fattede, hvad de havde med at gøre – derfor lærte de os at varme den (alt for meget) op, så vi ikke kunne smage, hvor slem den var. Blandt andet derfor er der i dag stort set ingen huller i vores uvidenhed om sake.
Som vin på metaldunke
»I mange år svarede den sake, vi fik, til billig vin på metaldunke«, siger en af Sticks’n’Sushis ejere, Kim Rahbek Nielsen – der selv har en japansk mor – og forklarer, at mange danskere stadig tror, at sake er en slags brændevin.
» Også vin er teknisk svært at forstå – men det er vi vokset op med herhjemme og kender det. Heldigvis oplever vi gradvist, at folk på vores restauranter begynder at dele en flaske sake, som de ville med en god vin«.
Og det er nøglen til at begynde at forstå sake: en slags vin, men også en hel masse andet – gik det op for Deres udsendte (der ikke er vinskribent, men dog en drukkenbolt), som aftenen på Sticks’n’Sushi skred frem med et batteri af flasker, ledsaget af sushi, sashimi og meget andet, der smagte af Japan. Sake reagerer i høj grad med mad på samme måde som (hvid)vin gør. Og ligesom med vin er forskellige udgaver af sake bedre til visse typer mad end andre.
