En almindelig elkedel bruger lidt tid, men den er billig og effektiv sammenlignet med, hvis man koger vandet på komfuret.
Man skal bare nøjes med at koge den mængde vand, der skal bruges, og her kan det hjælpe at bruge en kop som målebæger i stedet for at fylde kedlen med vand direkte fra hanen.
Desuden skal kedlen afkalkes regelmæssigt, for et tilkalket varmelegeme kan gøre selv den bedste elkedel til en langsom og dyr løsning. De fleste er tilfredse med en almindelig elkedel, men 11.000 danskere har alligevel investeret mindst 8.000 kroner i en såkaldt Quooker, den kogende vandhane. Et enkelt system med en vakuumisoleret vandbeholder under køkkenvasken og en ekstra vandhane, der altid kan sprøjte kogende vand ud. Den vil øge dit energiforbrug Anders Hjorth Jensen, der er projektleder hos Elsparefonden, er ikke begejstret for Quookeren. Han mener, den vil øge både elregning og CO 2 -udslip: »Det kan godt være, at sådan et apparat er lækkert og fedt og smart – men det er et produkt, der vil øge dit energiforbrug«, siger han og henviser til, at Quookeren bruger et par hundrede kroner om året alene på at holde vandet i tanken kogende og klar.

