Dampen vælder ud af metalskodderne på det metalblanke kogekar og lige op i fjæset på Jacob Storm, der er 33 år og en ordentlig kleppert af en brygger.
Storm gyder rutineret vand fra en haveslange på de oprørte ølvande i tanken, og skummet, der ellers truede med at boble ud over karrets kant, lægger sig. Tanken – kaldet mæskekarret på bryggersk – er fyldt med de tidlige stadier af specialøllet Hr. Frederiksen, en tjæresort fed øl af Imperial Stout-typen, brygget af otte forskellige malttyper, og vinderen af flere priser for bedste øl. Det er den første øl, Amager Bryghus lavede, og bryghusets største internationale succes. Men med en alkoholprocent på 10,5 procent ikke ligefrem er en bællepilsner for folket. »Det er ikke den øl, konen giver til Preben, når han har slået græs, for så kommer han til skade, når han skal sætte græsslåmaskinen tilbage i skuret«, siger medbrygger Morten Valentin Lundsbak, der ligesom Jacob Storm er lokalpatriot og amagerdreng og stolt af det.




