Først tvinger nysgerrigheden os et par skridt frem, mens Harald Krabbe løfter gaffeltruckens arme og lader årets sidste store fad med nyhøstede stevnskirsebær synke ned i pressemaskinen.
Vi ser nysgerrigt til, mens en liflig duft breder sig i den store pakke- og tappehal. Og så er det ellers om at træde tilbage. For ud strømmer den mest dybrøde saft, man kan forestille sig, og der er gods og kraft i den mørke væde. Om lidt begynder saften sit lange stadie på år og måneder mod det, der ender som en dessertvin, som spiller flot med musklerne over for så store konkurrenter som portvin, madeira og de raffinerede røde, sydfranske vine banyuls, rivesaltes og maury. Det her er noget helt andet end den marmeladesøde danske kirsebærvin, der gennem flere generationer har opnået sit uafrystelige bedstemorimage: Kirsberry, Kijaffa og alle de andre.
