Det er lige før, man kan tegne det kendte Cocio-firmalogo i søvne.
Så velkendt er Cocios logo, der nærmest uændret har beklædt flasker og dåser med den lyse chokolademælk siden 1951. Men nu skal designet moderniseres for i højere grad at appellere til de 15-30-årige, som udgør drikkens kernemålgruppe. »Vi er lidt bange for at blive så retro, at vi bliver fortid«, siger Cocios salgs- og marketingdirektør, Michael Broch Hansen, til Børsen. Ifølge Broch Hansen holder de fast ved de klassiske farver, mens designet får et mere moderne udtryk. Læs også artiklen:Danske Cocio indtager Starbucks Samtidig lancerer Cocio en række nye produkter, nye flasker og nye størrelser, som ikke bare har til hensigt at fange især pigernes opmærksomhed, men også skal få unge forbrugere i hele Norden til at vælge den esbjergensiske kakaomælk. Reklamekampagnen, der skal bakke op om moderniseringen, får den amerikanske skuespillerinde Eva Mendes som blikfang, og det er ikke det nu Arla-ejede selskabs eneste amerikanske forbindelse.
For nylig indgik Cocio, der blev grundlagt af esbjergenseren Anker Pallesen i 1951, en aftale med den verdensomspændende kaffekæde Starbucks om at levere iskaffe til supermarkeder, nærbutikker og kaffebarer i hele Europa. Læs også artiklen:Arla sætter sig på chokolademælken