Mange har tidligere prøvet lykken i kælderlokalet lige over for Christiansborg, der efterhånden blev kendt som en af byens forbandede adresser.
Men med fuldt besatte borde stort set hver dag og køer uden for i weekenderne kan man efterhånden godt dømme succes for spisestedet og baren Fortunen.
I hvert fald ifølge Ibyens læsere, der i dag tildeler stedet Ibyenprisen for årets spisested 2013.
Fortunen er tredje skud på stammen fra trekløveret, der også driver Dyrehaven på Sønder Boulevard og Bakken i Kødbyen.
Og selv om det måske er den af deres tre beværtninger, der minder mest om en traditionel restaurant, er det en mærkat, de frabeder sig hos Fortunen: »Vi prøver at hive konceptet lidt ned på jorden«, fortæller Lasse Skytte, der er køkkenchef på stedet. »Vi ser helst os selv som et spiseri og en bar. Et rart sted, hvor der er sjovt at være«.
Sådan er det altså bare
Den uformelle og sjove tone gennemsyrer stedet, der gør en dyd ud af at kombinere middage med fester og har dj’s på programmet hver torsdag, fredag og lørdag, og typisk foregår transformationen fra spisested til bar allerede, mens de sidste nyder desserten.
»I løbet af køkkenets sidste timer skruer vi mere og mere op for musikken, spisegæsterne begynder at drikke cocktail, og der kommer flere og flere bargæster. Så der kommer en naturlig og glidende overgang«, fortæller Lasse Skytte.
Det er et koncept, der falder i gæsternes smag. Klientellet betegnes af Skytte som en blanding af unge, kreative københavnere og turister, der falder forbi Fortunens centrale placering midt på et af byens centrale pladser.
Ozzy Osbourne under hovedretten
Alligevel sker det, at den uhøjtidelige stemning bliver lige lovlig højlydt for enkelte gæster: »En gang imellem kan der godt være et kærestepar, der bliver lidt irriteret over, at Ozzy Osbourne ryger på anlægget under hovedretten. Men sådan er det hernede«.
Den jordnære stil strækker sig også til det store åbne køkken, som ikke bekender sig til nogen bestemt stil.
»Vi går efter masser af god smag og gode råvarer. Men ellers tager vi lidt fra alle steder. Har vi lyst til at lave noget italiensk, japansk eller amerikansk, så gør vi det«, siger Lasse Skytte.
I undertrøjer og højt humør
Derfor finder man alt fra østers og kammuslinger til miniburgere og ’falafel som på Nørrebrogade’ på menuen, der gerne bliver indledt med en kop popcorn som velkomstsnack.
»Det er overhovedet ikke mit køkken, det er vores køkken«, påpeger Lasse Skytte. »Så jeg bruger mine folk i køkkenet meget, hvis de har nogle gode ideer til nye retter«.
Derfor skal man heller ikke forvente uniformer eller tjenere, der kan forklare hver enkelt lille detalje om vinen, men snarere et tilbagelænet personale iklædt undertrøjer, tatoveringer og højt humør. Der er ingen regler, og det tilfører stedet en form for liv.
Har fundet frem til ånden
Lasse Skytte ser prisen som et skulderklap fra gæsterne og en blåstempling af et koncept, der til tider har været en stor mundfuld hos Fortunen:
»Det er ikke nemt at starte op med både restaurant, bar, frokost og natklub. Det har krævet stort arbejde. Men jeg synes, vi har fundet frem til den rette ånd. Der er en super stemning hernede, og alle arbejder godt sammen. Så det betyder meget med sådan en anerkendelse. Det betyder, at vi stadigvæk rykker os«.
fortsæt med at læse





























