Jeg er på vej ud mod det ukendte – Vadehavet. Jeg har boet i Esbjerg hele min barndom, men jeg har aldrig været ude ved det rigtige Vadehav. Vi drog altid nordpå. Mod Blåvand, Vejers og Ho, hvor badevandet er bedre og strandene mere overrendte.
Men Vadehavet har til gengæld meget andet at byde på. Der findes nemlig noget af Danmarks mest rå natur og samtidig noget af den smukkeste. Og midt i det hele ligger Mandø. En lille ø, som ligner et lille stykke Bretagne, og som er overset af alt for mange danskere. Ligesom franske Bretagne har Mandø en historie om østers, men den vender vi tilbage til. Ad krogede veje For at komme dertil må man ad krogede veje, igennem bittesmå landsbyer for til sidst at stå ved det store dige, som holder vandet tilbage, når det går amok hen over vinteren med storme og orkaner. Kører man op på diget, bliver man belønnet med en vidunderlig udsigt over Vadehavet.
