Du kære gamle pølsemand Rød, ristet og knæk er truet på livet

Lyt til artiklen

Pølsevognen er – og har de seneste 87 år været – fast inventar i det københavnske bybillede. Men efterhånden bliver der længere og længere mellem de klassiske pølsemænd, som har ristede hotdogs og grillpølser i svøb på menuen. Til gengæld kan man i indre by og i brokvartererne nærmest ikke gå fem meter uden at støde ind i en deli, sandwichbutik eller shawarmajoint. Udviklingen er ikke til at tage fejl af. Tilbage i 1950 var der 400 pølsevogne i København. I dag er der 93. Og den nedadgående kurve fortsætter. Københavnerne vil hellere spise deres hurtigmad andre steder, mens en hel generation af storbyboere født efter 1980 stort set aldrig frekventerer en pølsevogn. I kamp med 7-11 og Burger King »Der bliver færre og færre af os«, siger ’Lis’, der ikke vil have sit rigtige navn i avisen. Hun har haft pølsevogn i 25 år og holder til på Rådhuspladsen. »Her er der lige lukket endnu en pølsevogn, og vi kan simpelthen ikke klare konkurrencen, når for eksempel 7-Eleven tilbyder ’To franske for en 20’er’. Om aftenen kan jeg herfra se op på første sal af Burger King på Strøget, hvor folk sidder og hygger sig, og der altid er proppet«. Især i yderområderne af hovedstaden er det blevet svært at besætte de såkaldte ’stadepladser’, som pølsemændene parkerer deres pølsevogne på. På Ålholm Plads og i Sydhavn ved pølsemændene, at de mister penge, hvis de placerer deres gesjæft der. Også på Melchiors Plads og Sankt Kjelds Plads på Østerbro finder man tomme stadepladser. Truet af cafekulturen »Pølsemændene ved godt, at hvis man sætter en pølsevogn op på Husumvej, så bliver man ikke ligefrem millionær på det«, siger Thomas Christensen, teamleder i Center for Veje og Renhold under kommunens Teknik- og miljøforvaltning, som udbyder stadepladserne til byens pølsemænd. Det er dog ikke kun i randområderne, at pølsemændene har svært ved at få det til at hænge sammen. På Sankt Hans Torv på Nørrebro er der lige nu ingen pølsemænd, som tør kaste sig ind i konkurrencen med områdets utallige take-away-steder og sushi-restauranter. Kun pølsevogne tilbage i centrum I realiteten er det kun pølsevogne på pladser i centrum af byen med stor gennemstrømning og et konstant flow af turister som Kgs. Nytorv, Højbro Plads og Nørreport, der ser ud til at overleve. Pølsevognene er på retur, konstaterer Allan Mylius Thomsen, der har skrevet bogen ’Cafe Fodkold’ om pølsevognenes historie. »Med lidt held har vi 50 vogne i København i fremtiden. Pølsemændene taber jo også til alle de restauranter og cafeer, som har udendørsservering, hvor man kan få en sandwich eller en burger på ingen tid. Se bare på Fiolstræde, hvor der for et par år siden var fire pølsevogne. Nu er der én tilbage. Men det er altså også svært, når selv boghandlerne har udeservering«, pointerer Mylius Thomsen. Økosalat i pølsevognen? Spørgsmålet er så, hvad pølsemændene skal gøre for at overleve i fremtiden. En mulighed er at placere deres ikoniske, rullende og gasdrevne vogne på nye, overraskende steder. Eksempelvis har Steff Houlberg senest åbnet en pølsevogn i Terminal 3 i Københavns Lufthavn med stor succes. Man kunne også lempe på reglerne, så flere forskellige slags mennesker kan få lov til at drive en pølsevogn – i modsætning til i dag, hvor det kun er invalidepensionister, der kan blive pølsemænd. Det mener teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam (R). Et anakronistisk indslag »Hvis vi skal have et godt og varieret byliv på gader og stræder, skal vi ikke kun uddele stadepladser efter sociale kriterier. Pølsevognene skal fremover også kunne tilbyde en anden slags mad. Det kunne være supper og salater. Københavnerne og byens gæster vil jo gerne spise mere økologisk, sundt og fedtfattigt. Jeg ser pølsevognene som et kærligt, anakronistisk indslag i gadebilledet, og jeg kan da også selv sætte pris på en ristet pølse, når jeg har tømmermænd«, foreslår Bondam. Under alle omstændigheder er mændene og kvinderne bag diskene i byens pølsevogne et trængt folkefærd. »De unge mennesker er i dag ikke specielt til pølser. Undtagen om natten. Jeg håber altså ikke, vi forsvinder helt. For pølsevognene er jo også en turistattraktion«, siger ’Lis’ fra den steghede vogn på Rådhuspladsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her