Derude, hvor jeg bor, brøler rapsmarkerne i øjeblikket så smukt, så smukt mod den blå himmel.
Det er et syn for guder og godtfolk, som jeg nyder hver eneste dag i de uger, markerne står i neongul blomst – og som heldigvis kan købes på flaske året rundt. Trendy, dansk og sund Det er ikke noget nyt at udvinde olie af frøene fra rapsplanterne. Men den koldpressede rapsolie er de seneste par år gået hen og blevet trendy, anført og synliggjort af landets fremmeste kokke, der ynder at bruge de gyldne dråber i det nordiske køkken.


