Foto: OLESEN PETER HOVE
Nyt om mad

Isterningebakken er uegnet til fryse babymad i

Du kan ikke være sikker på at undgå skadelige stoffer, hvis isterningebakken bruges til at fryse andet end vand.

Nyt om mad

Det er praktisk, og det virker som en god fidus.

At bruge isterningebakken som form til hjemmelavet chokolade eller til at fryse små portioner babymad.

Men som udgangspunkt er det en dårlig idé, understreger Bente Fabech, der er farmaceut i Fødevarestyrelsens afdeling for kemiske forureninger.

Kan frigive farlige stoffer
Isterningebakker og poser er nemlig kun godkendt til opbevaring af frossent vand og bruges de til andet, risikerer man, at der frigives skadelige stoffer som for eksmepel ftalater, der anklages for at være hormonforstyrrende.

»Bruger man dem til noget, der er varmt, surt eller fedtholdig, er der en risiko for, at der bliver udtrukket stoffer, som det ikke er meningen, man skal have i maden«, siger Bente Fabech.

Teoretisk risiko
Opbevarer man allerede babys mad i isterningebakker, er der dog ingen grund til panik. Bente Fabech understreger, at det ikke er sikkert, at bakkerne udskiller skadelige stoffer.

»Det er ikke sikkert, at det sker, men den teoretiske risiko er der. Når man laver et produkt, der hedder isterningebakker, så er det godkendt til at lave isterninger«, siger hun.

Afgav ftalater under opvarmning
Et eksempel på plast, der afgiver skadelige stoffer, er en særlig type sorte køkkenredksaber, der blev advaret mod for nogle år siden, da det kom frem, at de afgav ftalater under opvarmning.

»Stofferne i de sorte køkkenredskaber er specielt opløselige i noget, der er surt. Andre stoffer som for eksempel ftalater er mere fedtopløselige, og bliver trukket ud, hvis bakken fyldes med noget, der er fedt«, siger Benter Fabech.

Kun advarsel fra Ikea
I tjek.dk's tests af seks isterningebakker, var kun bakken fra Ikea påtrykt en advarsel om, at den kun måtte brues til vand.

»De har formodentlig testet bakken i forhold til vand, og så ved de sandsynligvis, at folk har mange gode idéer. Derfor vælger Ikea at være på den sikre side«, siger Bente Fabech.

Det tingene er beregnet til
Der er dog ikke noget lovkrav om at advare forbrugerne.

»Der ingen krav om, at man skal skrive sådan nogle advarsler, og det er derfor, vi giver det overordnede råd, at man skal bruge tingene til det, de er beregnet til«, siger Bente Fabech.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce