På Vester Voldgade i København skråt bag Rådhuspladsen ligger den lille kaffebar Funder med plads til omkring 10 siddende gæster indenfor, og fra maj i år mere end det dobbelte udenfor. En udvidelse, der kom som en direkte konsekvens af, at Københavns Kommune i foråret besluttede at indføre gratis udeservering på forsøgsbasis. LÆS OGSÅKøbenhavn åbner for flere fortovscafeer Den ordning er i forbindelse med vedtagelsen af budgettet for næste år nu gjort permanent, og dermed slipper kaffebaren på Vester Voldgade for at betale omkring 250 kroner per kvadratmeter fortov, eller mere end 5.000 kroner om måneden for at have stole og borde på fortovet, og det glæder brancheorganisationen, Danmarks Restauranter og Cafeer (DRC): »Det er en af vores mærkesager, som vi har kæmpet for i flere år. Men vi havde håbet på, at beslutningen i København ville give genlyd i hele Danmark og måske inspirere andre byrådspolitikere til at følge Københavns fine eksempel, men det ser ikke ud til at være tilfældet«, siger direktør for DRC Kirsten Hauge. Fra 67 til 600 kroner Flere kommuner har netop afsluttet budgetforhandlingerne og derfor fastlagt de takster, det lokale erhvervsliv skal pålægges. Københavns Borgerrepræsentation har altså besluttet, at det skal være gratis for restaurationer at servere fadøl, kaffe og stjerneskud på fortovene i den danske hovedstad. Men der er langt imellem de gratis tiltag, viser en rundspørge, som DRC har lavet. I Odense koster en kvadratmeter fortov 67 kroner om måneden, i Hjørring 115 kroner og i Frederikshavn 600 kroner. »Der er store forskelle på taksterne for udeservering i de forskellige kommuner. Det er ærgerligt, for vi er overbeviste om, at det skaber liv i byerne og øger turisternes købelyst, når der er flere indbydende oaser med udeservering. Men det kommer der kun, hvis restauratørerne kan betale afgiften. Det skal jo kunne betale sig for dem«, siger Kirsten Hauge. LÆS OGSÅUdendørsservering boomer i København Den holdning deler formanden for Horesta i Region Hovedstaden, Allan L. Agerholm. »Det er utrolig positivt, at Københavns Kommune bidrager til væksten i vores erhverv. Der er en velvillighed til at satse på erhvervet i byen, og det er en håndsrækning til de små og mellemstore, som får en mindre regning at betale. De, der ikke havde råd før, de har nu«, siger han. Med budgetforliget i København slipper nogle restaurationer for afgifter på op til 400 kroner per kvadratmeter om måneden og hele restauranterhvervet for afgifter på godt 12 millioner kroner om året, og det glæder Liberal Alliance: »Vi forhandlede om ubrugte midler i foråret. I den forbindelse kunne vi godt have tænkt os flere skattelettelser. Men det var der ikke flertal for, og i stedet fik vi afskaffet de her afgifter, som kan skabe ny omsætning og flere job i hovedstaden«, siger gruppeformand for Liberal Alliance i Københavns Borgerrepræsentation Lars Berg Dueholm. Dropper udeservering I Københavns Indre By kunne afgifterne for nogle udeserveringer løbe op i flere hundrede tusinde kroner for en sæson. Det var med til at bidrage negativt til væksten mente bl.a. Liberal Alliance. Det kan ejeren af Cafe & Brasserie 2takt i Frederikshavn, Dennis Sommer, godt følge. Han betaler 600 kroner om måneden, eller godt 15.000 kroner for de 20-25 kvadratmeter, han har borde og stole ved. »Vi har været vant til ikke at skulle betale. Jeg kan godt betale et beløb, men da det er begrænset med gæster i Frederikshavn, overvejer jeg, om vi overhovedet skal have udeservering til næste år«, siger han. Frederikshavn Handelsstandsforening kæmper en kamp for kommunens restaurationer og håber fortsat, at byrådet vil skele mod hovedstaden eller nabokommunen Hjørring, hvor der betales 115 kroner for en kvadratmeter. LÆS OGSÅBiler skal vige for udeservering og promenade Men hvorvidt sommerens iskolde fadøl eller cremede caffelatte bliver billigere som følge af, at afgiften forsvinder i Københavns Kommune, tør de ikke satse på hos Horesta. »Man snakker om, at næsten halvdelen af alle restauranter kører med underskud. Derfor tror jeg ikke, at den billigere fadøl kommer. De små restauranter er fortsat pressede, og de har svært ved at holde sig i live. Afskaffelsen er en håndsrækning, og vi håber da, at flere vil udvide udeserveringen, og at det kan skærpe konkurrencen og i sidste ende også skabe flere arbejdspladser«, siger Allan L. Agerholm. Heller ikke kaffebaren Funder tror, at kaffen vil blive billigere, selv om Vester Voldgade skulle udvikle sig til et andet Champs-Élysées med fortovscafeer og tusindvis af turister. Men at udeserveringen kan betale sig, er helt sikkert. »I august steg min omsætning omkring 50 procent på grund af de flere pladser«, siger Funders ejer, Jes Funder-Mikkelsen.
Prøvetiden er slut: København indfører gratis udeservering

Lyt til artiklen
