Danskerne valfarter til lagersalg

Du kan blandt andet finde et udvalg af det franske køkkentøjsmærke, Le Creuset på lagersalget i Ringsted.
Du kan blandt andet finde et udvalg af det franske køkkentøjsmærke, Le Creuset på lagersalget i Ringsted.
Lyt til artiklen

Det har taget et stykke tid, men nu er de kriseplagede danske forbrugere ved at få øjnene op for de såkaldte outlets, hvor mærkevarer kan købes til langt lavere priser end i den traditionelle detailhandel.

Det viser en rundringning, som dagbladet Børsen har foretaget til en række fabriksudsalg.

Drivkraften bag den fremgang, outlet-butikkerne oplever, er den økonomiske krise. Og med besparelser på op til 70 pct. i forhold til den normale butikspris er kunderne overbærende over for, at indkøbene skal ske i store centre langt fra byernes butiksgader eller i deciderede lagerhaller i øde industrikvarterer.

750.000 kunder på et år
En af dem, det går godt for, er Premier Outlets i Ringsted, som slog dørene op i begyndelsen af sidste år.

Outlettet, hvor en række forskellige butikker sælger mærkevarer som Levi’s og Nike, har øget kundeskaren med 25 pct. i 2009, og forventningen er at runde ca. 750.000 kunder inden slutningen af året.

»Med den udvikling, som vi har set i finanskrisen, har vi været spændte på at se, hvordan det ville gå, men vi er blevet meget positivt overraskede. Vi oplever, at folk stadig vil have kvalitetsvarer - bare til billigere priser,« siger Robert Andersen, direktør i ejendomsselskabet TK Development, som står bag centret.

Turisterne kan også

TK forventer, at omsætningen bliver øget yderligere 20 pct. i 2010 og at centret vil blive tæt på fuldt udlejet næste år eller senest i løbet af 2011. Lige nu er 70 pct. af lejemålene udlejet.

Også ved Langelinie Outlet med omkring 20 butikker ved Langelinjekaj i København er der store forventninger til fremtiden.

»Det går rigtig godt. Det skyldes dels vores lave priser i disse krisetider, og dels at vi ligger geografisk godt i forhold til turiststrømmen,« siger Anne Breitling, der er formand for centerforeningen på Langelinjepromenaden.

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her