Guldkæde og hængerøv
Byens Smørrebrødsanretning ligger i en pæn sidegade mellem Øster Farimagsgade og Øster Søgade - en overraskende adresse for en håndmadsbiks, men efterhånden er både håndværkere og lokale begyndt at sætte pris på duften i smøreriet.
To kasketklædte unge med hængerøv og nøglekæde afgiver hjemmevant en bestilling, mens den mandlige smørrebrødsjomfru med flere kilo guldkæder om halsen røber hemmeligheden bag de populære madder: hele skiver af hjemmebagt kernerugbrød. Fyldet er også hjemmelavet – lige fra den tykke skive flæskesteg (15 kr.) til skinken med spejlæg og purløg (15 kr.). Den flæskesteg er altså god. Saftig og med knasende sprøde svær.
Byens Smørrebrødsanretning, Rørholmsgade 2-4, Kbh. K. Tlf. 33 13 10 74. Åbent: mandag-fredag: 6-13.

