Det giver ikke mening at tale om ’det amerikanske køkken’, medmindre man tænker på de oprindelige indfødte amerikaneres retter og tilberedningsmetoder, og det er der jo ingen, som snakker om. For når talen falder på den mad og de gastronomiske traditioner, man har i the US of A, alias Amerikas Forenede Stater med tilgrænsende, er det ikke ’et køkken’.
Det er en vifte af forskellige madtraditioner, der igennem århundrede er blevet flettet ind i hinanden, men stadig også eksisterer i nogle af deres oprindelige former rundtomkring i enklaver – parallelsamfund som det hedder på moderne xenofobisk politikerdansk – hvor italienere, irere, kinesere, indere og alle mulige andre tilflyttere spiser deres hjemlands mere eller mindre vemodige mad.