»Jeg tror, jeg bliver nødt til at takke nej«, siger Mark Lundgaard, da jeg ringer for at få en interviewaftale på Restaurant Kong Hans Kælder. Stemmen er inderlig og høflig og bedende. Vi må endelig ikke tage det som arrogance, for det er ment som ydmyghed, siger han.
»Jeg vil gerne frasige mig opmærksomheden, og jeg synes ikke, mit personale skal have det stress. Vi må tage det over telefonen«. Det er egentlig en overraskende besked at få fra en restaurant i den højeste gastronomiske klasse, for normalt elsker kokke på det niveau opmærksomheden – de er trods alt performance-artister, der forstår at værdsætte et publikum.