Brød fra bagere er fyldt med salt, viser en ny test fra Hjerteforeningen.
I testen af brød fra fem bagere er der mest salt i brød fra de to gourmetbagere Meyers Deli og Lagkagehuset. I Fødevarestyrelsen er kontorchef Else Molander ikke overrasket. »Jo mere gourmetagtigt det skal være, jo højere er saltindholdet i brødet. Det vidste vi godt«, siger Else Molander. Hun erkender, at gourmetbrød ikke er brød, man spiser hver dag. Alligevel bør disse bagere gå forrest, mener hun. »Problemet er, at de bagere skaber en trend, der gør det svært for almindelige producenter at holde et normalt saltniveau. Derfor ville det være uhyre hensigtsmæssigt, hvis de fik skruet ned for saltet«, siger Else Molander.
