En taknemmelig og billig grøntsag med meget smag. Forfatter og gastronomiekspert Helle Brønnum Carlsen skræller lag af løgets lange historie.

Hele verdens løg

Illustration Toril Bækmark
Illustration Toril Bækmark
Lyt til artiklen

Der findes ikke det køkken, der ikke bruger løg. Løg er en grøntsag, der er grundlaget for et hav af retter, og som vi alle kender. Tænk blot på, hvor mange opskrifter der begynder med sætningen: Skræl et løg, og hak det fint.

Løg har en lang og betydningsfuld historie. Arten allium cepa, som er løgenes grundstamme, har oprindelse i det centrale Asien, hvorfra den har spredt sig først til nabolandene og siden til resten af verden i en række forskellige varianter. Der, hvor løg har været brugt i længst tid, er i de gamle mellemøstlige kulturriger og middelhavslandene, hvor løget har været brugt siden oldtiden. Ægypterne dyrkede løg for mere end 5.000 år siden, og i den bibelske beretning i Mosebøgerne, hvor jøderne vandrer rundt i ørkenen, klager de deres nød og savner løgene, som de fik at spise, mens de var slaver i Ægypten. Løg indgår også i både græske og romerske tekster. Hippokrates (ca. 500 f.v.t.) anbefaler hvidløg som styrkende, og i Homers ’Odysseen’ i den 19. sang taler Odysseus om løgets fine yderste tørre skal, som en metafor for en kjortel. Hvornår løget som dyrket grøntsag kommer til Norden vides ikke. Man har arkæologiske fund af løget fra Bornholm dateret ca. 650 e.v.t., mens man på Øland har fundet rester af brændt løg fra 400-tallet. Hvis ikke før, så har de nordiske lejesoldater, der tjente i Romerriget, nok taget løget med tilbage til Norden, og da det er en taknemmelig plante med meget smag, har vi taget godt imod det. Siden har løget gået sin sejrsgang i både det asiatiske og det latinamerikanske køkken, foruden dets fortsat stærke betydning i det mellemøstlige køkken, der strækker sig helt til Indien, og ikke mindst også i det centraleuropæiske køkken, der også favner Rusland. I årtusinder har man brugt løg i maden som en fantastisk smagsgiver, men også i medicinsk forstand kan løg noget særligt. De gode antioxidanter i hele løgfamilien har gjort løget betydningsfuldt i megen urtemedicin, hvor løgene tilskrives antiinflammatorisk virkning, og både løg og hvidløg er kendt som gode mod en forkølelse eller en let betændelse. Og har du fået et bistik, er et godt gammelt råd at lægge et frisk overskåret løg på stikket, så de allergiske reaktioner dæmpes.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her