En tyk, varmende, italiensk grønsagssuppe, et fuldt måltid med godt italiensk madbrød til.
Kogte bønner på dåse er ikke det samme som hjemmekogte. I en snæver vending kan de bruges i supper og sammenkogte retter, men bestemt ikke i salat.
Man skal skylle dem meget grundigt, før de bruges. Hvis man starter med rå bønner, hvad der er både meget bedre og billigere, skal man bløde cirka 100 g tørre bønner af hver slags op i vand fra dagen før og koge dem møre med de angivne krydderier.
Til 10 personer
Ingredienser
250 g kogte borlottibønner
250 g kogte canellinibønner
et løg, en chili og et laurbærblad til at koge med bønnerne
et stort løg i skiver
2 store gulerødder i mønter
en blegselleri, i små stykker
2 porrer i ringe
en dåse flåede tomater
en stok toscansk palmekål, eller grønkål, renset, blancheret og strimlet
en krydderbuket af laurbærblad, frisk timian, et bundt bredbladet persille, merian
et overskåret hvidløg
5 x 5 cm parmesanskræl
1 liter hønsefond
vand
italiensk madbrød i tykke skiver uden skorpe
1 dl frisk revet parmesan
en halv dl frisk jomfruolivenolie
Sådan gør du:
- Bønnerne sættes i blød dagen før i rigeligt vand. Skift vandet og kog bønnerne med 1 spsk. salt, laurbærblad, en rød chili og et overskåret løg, til de er knap møre. Ordn grøntsagerne.
- Steg porrer, løg, gulerødder, selleri og urter i olivenolie, i en tykbundet gryde. De skal svede langsomt, til de er gyldne og møre.
- Tilsæt tomater og lad det simre videre i en halv time. Smag foreløbigt og forsigtigt til med salt og peber. Kom kål, parmesanskræl, bønner, hønsefond og vand i, til det dækker grundigt.
- Lad det simre igen, til det hele er meget mørt og smager dejligt. Fisk parmesanskræl og krydderbuket op. Smag til med salt og peber.
- Pisk lidt i suppen, så den cremer lidt. Læg en skive brød i hver tallerken, hæld suppe over og drys med parmesan. Hæld en skefuld frisk jomfruolivenolie øverst.



























