En meget klassisk tanzaniansk ret - ofte tilberedes den med ged, men jeg har valgt at gå den mere sikre vej og bruge kylling. Krydderier som kanel, kardemomme og nelliker bruger vi herhjemme mest i det søde køkken, men de fungerer glimrende i risretter og gryderetter og giver en mild og aromatisk smag.

Pilau med kylling og ristede mandler

Lyt til artiklen

4 personer

Ingredienser

4 fed hvidløg
1 rødløg
2 tsk. spidskommen
2 tsk. stødt koriander
1/2 tsk. stødt kardemomme
1/2 tsk. stødt nellike
1 tsk. stødt gurkemeje
1 tsk. stødt kanel
4 spsk. olie til stegning
500 g kyllingefilet
2 grønne peberfrugter
250 g basmatiris, skyllede
5 dl hønsefond
salt og peber

Topping
4 spsk. mandler
1 håndfuld bredbladet persille
skal af 1 økologisk citron

Sådan gør du:

  1. Kom hvidløg, rødløg og krydderier i en minihakker, og blend det hele til en sammenhængende pasta. Svits pastaen i olie i en dyb pande – lad krydderierne ’brænde’ en smule af.
  2. Skær kyllingen i tern, og svits stykkerne sammen med krydderierne. Tilsæt ris og peberfrugt i strimler, og steg videre i 3 minutter, til risene er blevet klare. Hæld fonden i panden, og krydr med salt og peber. Læg låg på, skru ned for varmen, og lad risene simre i ca. 20 minutter, til al væden er absorberet.
  3. Tag panden af varmen, og løsn risene med en gaffel. Smag til.
  4. Rist mandlerne på en tør pande. Lad dem køle af, og hak dem groft. Skyl og nip persillen, hak den fint og bland den med revet skal af 1 citron. Server retten drysset med mandler, persille og citronskal.

Ditte Ingemann

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her