Den friske spidskål og de ristede peanuts går rigtig fint med confiterede andelår, som eventuelt kan erstattes med en rest stegt kylling eller en håndfuld mellemstore rejer. Det ser rigtig flot ud at portionsanrette salaten i patentglas eller i en anden glasbeholder.

Vietnamesisk kålsalat med and

Lyt til artiklen

4 personer

Ingredienser

4 spsk. usaltede peanuts

1 stort spidskål

2-3 store gulerødder

1 lille rødløg

2-3 confiterede andelår

1/4 bdt. sød basilikum

1/4 bdt. koriander

evt. et par mynteblade

1 chilipeber

Dressing

1 fed hvidløg

3 spsk. sukker

3 spsk. citron- eller limesaft

3 spsk. fiskesauce

Sådan gør du:

  1. Hak peanuts groft, rist dem gyldne på en pande, og sæt dem til side.
  2. Snit spidskålen fint. Skræl gulerødderne, og skær dem i julienne (tynde stave). Pil og halvér rødløget, og snit det fint. Pluk andekødet i mundrette bidder. Pluk urterne, og snit chili-peber fint.
  3. Knus hvidløgsfeddet, og bland det med de resterende ingredienser. Rør, til sukkeret er opløst i dressingen.
  4. Anret salaten lagvis i en glasbeholder med spidskål, gulerod og løg i bunden, efterfulgt af and, peanuts og til sidst urter og chili. Hæld dressingen over, sæt låget på, og ryst glasset.

Nadia Mathiasen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her