Socca med grillede asparges, jordbær og fetadressing
Ingredienser (4 personer)
Fladbrød
- 250 g kikærtemel
- 5 dl vand
- 2 spsk. olivenolie
- et nip salt
- 1 fed hvidløg
- 4 tsk. sennepsfrø
Fyld
- 32 grønne asparges
- 200 g jordbær
- 100 g rucola
Dressing
- 75 g feta
- 5 spsk. olivenolie
- saft fra 1/2 citron
- sort peber
Sådan gør du:
Fladbrød
Kom kikærtemel i en skål, og rør det sammen med vand, olie, salt og revet hvidløg – lad dejen hvile i skålen i ca. 45 minutter.
Varm ovnen op til 225 grader, varmluft, og stil en pande, 16 cm, ind i ovnen (sørg for, at den kan tåle varmen), og lad panden varme op – det tager ca. 10 minutter. Tag den varme pande ud af ovnen, og kom en smule fedtstof på – kom en halv teskefuld sennepsfrø på panden, og hæld derefter 1/8 af dejen oveni, og sørg for, at det fordeles jævnt over hele panden.
Stil panden tilbage i ovnen (husk grydelapper), og bag brødet i ca. 4-6 minutter, eller indtil kanterne er gyldne og begynder at løsne sig fra panden. Når fladbrødet er færdigt, lægges det på et stykke bagepapir, og processen gentages, indtil der er 8 små fladbrød.
Fyld
Knæk den trævlede ende af alle aspargesene – knækket skal gerne virke naturligt. Grill de grønne asparges på en varm grill eller grillpande, indtil de får fine grillstriber og bliver en anelse bløde. Rengør jordbærrene, og skær dem ud i tynde skiver. Skyl rucola grundigt, og dyp den tør med et rent viskestykke.
Dressing
Smuldr feta i en skål, og mos det med en gaffel. Pisk olie og citronsaft i, og smag dressingen til med peber.
Anretning
Fordel grillede asparges, rucola og jordbær på fladbrødene, og top med dressingen.
Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Mad, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.


























