Prøv at eksperimentere med grillet frugt i dine salater – nektariner er gode at grille, fordi de er rimelig faste, men du kan også grille melon, ananas, fersken eller blommer. Det giver en god sødme til salaten med en smule frugt, og det passer godt til den salte halloumiost.

Sødt og salt: Salat med grillet squash, nektarin, tomater og halloumi

Lyt til artiklen

4 personer

Ingredienser

2 nektariner

4 store tomater

1 squash

250 g halloumi

4 spsk. ristede pinjekerner

frisk oregano

Dressing

4 spsk. olivenolie

saft fra 1/2 citron

1 tsk. tørret oregano

1 spsk. flydende honning

salt og peber

Sådan gør du:

  1. Skær nektarinerne ud i både. Skær tomater, squash og halloumi ud i skiver, ca. 5 mm tykke. Kom det hele på grillen i ca. 1 minut på hver side – det må ikke få for meget.
  2. Rist pinjekernerne på en tør, varm pande, indtil de bliver gyldne. Fordel kernerne over de grillede grøntsager, og kom masser af frisk oregano hen over.
  3. Rør ingredienserne til dressingen sammen, og smag den til. Kom dressingen over salaten, og server den, mens den stadig er lun.

Tip: Halloumi er en cypriotisk ost, som har en meget fast konsistens. Smagen er mild og salt og smager skønt i salater eller på grillen. Faktisk bliver osten sammenlignet med bacon på grund af smag og konsistens. Halloumi kan købes i større supermarkeder eller tyrkiske grønthandler.

Ditte Ingemann

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her