4 personer
Ingredienser
2 gulerødder
1/2 knoldselleri
1 løg
6 fed hvidløg
1 hel kanin
1 citron, delt i både
lidt olivenolie
1 spsk. hvedemel
2 stilke salvie
1 flaske hvidvin
5 dl bouillon
2-3 spsk. honning
salt og peber
Couscous
2 dl couscous
1 tsk. salt
2 dl kogende vand
1 spsk. olivenolie
Desuden eventuelt en lille grøn salat
Sådan gør du:
1. Skræl gulerødderne og knoldsellerien og skær begge dele i grove stykker. Pil løg og hvidløg og del løget i to, men bevar hvidløgsfeddene hele.
2. Skær hovedet af kaninen og kasser det. Del kaninen i 10-12 dele, det vil sige skær køller, bove og ryg i mindre stykker. Lidt som når du deler en kylling.
3. Brun kødstykkerne hårdt i en gryde i lidt olie, til de får godt med farve. Kom alle rodfrugter, løg og citron i både ved, så det også får lidt farve.
4. Kom melet ved, og rør godt rundt. Tilsæt salvie, hvidvin, bouillon, honning, salt og peber, og læg låg på. Lad det hele simre i 1-1,5 times tid, eller til køllerne er møre, og kødet falder fra benet.
5. Smag eventuelt til med mere honning, hvis saucen er for syrlig, eller med mere vin, hvis den er for sød. Tanken er, at saucen skal være lidt bouillonagtig i konsistensen – så vil couscoussen suge masser af væde. Men du kan selvfølgelig også vælge at jævne den lidt.
6. Couscous: Bland couscoussen med salt, og dæk den med kogende vand. Læg låg eller madfilm over, så det slutter tæt. Lad det stå og trække i 5-10 minutter. Pisk det igennem med et piskeris, så det løsner sig.
7. Server kaninragouten med couscous og eventuelt en lille grøn salat til.



























