Englænderne kan altså noget med buddinger.
Det er tung kost, men bagefter kan man jo altid vandre en tur, mens man fordøjer.
Sådan gør du
Hvis du ikke er den lykkelige ejer af en rigtig buddingform, kan en dyb skål, der rummer 1,2 liter og kan tåle varme, også bruges.
Rør smørret hvidt enten med elpisker eller i røremaskinen. Tilsæt muscovadosukker, og rør igen, til blandingen bliver let og luftig. Tilsæt sirup, og rør igen. Tilsæt æggene ét ad gangen, og vend endelig melet, der er iblandet bagepulveret, forsigtigt i.
Smør buddingformen grundigt, og kom massen i. Dæk formen med et dobbelt lag smurt folie, og bind en snor rundt om, så der ikke slipper damp ud. Kom formen i en stor gryde med cirka 5 cm vand. Læg låg på, og damp buddingen i 2 timer. Fyld eventuelt lidt mere vand på undervejs.
Imens laves vaniljesovsen: Skrab kornene ud af vaniljestangen, og kom dem og stangen i en gryde sammen med mælken. Lad det koge op, og sæt det så til at trække i en tyve minutters tid.
Rør æggeblommerne med sukker og maizena, til det bliver lyst. Varm mælken op igen, fisk vaniljestangen op, og hæld den varme mælk i æggeblandingen, mens der piskes. Kom det hele tilbage i gryden, og varm op, til det tykner. Det må ikke koge. Vanillesovsen kan serveres lun eller kold efter behag.
Karamelsovsen laves således: Smørret, siruppen og de to slags sukker kommes i en gryde og varmes op, til sukkeret er smeltet. Kom fløden i og lad det koge op. Denne sovs må godt være varm, når den serveres.
Vend buddingen ud på et lille fad, og server den med de to sovse.




























