Porresuppen med kartofler og bacon er en klassiker fra det franske køkken, men her har jeg lavet en grønnere version, som effektivt kan afhjælpe vinterforkølelser og lavt immunforsvar. Jeg har nemlig smidt toppen i suppen også, da den faktisk er den mest potente del af porren, hvis man går efter sundhedsgevinsterne. Persille, hønsebouillon og hvidløg sørger i kombination for at hæve denne suppe til at være sand medicin i vintermørket.
Hovedret til 6-8 personer
Ingredienser
100 g bacon
1 løg
2 fed hvidløg
500 g porre (1 stor porre)
250 g kartofler (2 store kartofler)
1 l hønsebouillon
100 g persille
50 g smør
salt til tilsmagning
Til servering
brød, olivenolie, friske krydderurter og radiser i skiver
Sådan gør du:
- Skær bacon i grove tern, og steg dem i en gryde, til de er let gyldne.
- Skær løg, hvidløg, porrer og kartofler i grove tern, og kom dem i gryden sammen med baconen. Lad dem brune – det tager 5-10 minutter.
- Hæld hønsebouillonen ved, og lad suppen simre i 10-15 minutter, til kartoflerne er møre.
- Hak persille groft, fjern de groveste af stænglerne, og kom persillen i gryden sammen med smørret. Blend suppen rigtig godt igennem med en stavblender. Du kan også blende suppen i en almindelig blender, men det er lidt mere besværligt, da den skal blendes i flere omgange, medmindre du har en kæmpestor blender.
- Spis suppen med et godt brød til, og top med lidt olivenolie, nogle håndfulde friske krydderurter og radiser skåret tyndt.




























