Blandt årets højdepunkter er nytårets fester med boblende humør og tilsvarende vine.
Her har vi delt dem op i champagner og andre mousserende vine, fordi champagne forekommer os at være noget helt specielt.
Speciel af mange årsager – jordbund, historie, image – og vi kommer ikke uden om, at champagne har noget at byde på, som andre mousserende vine – der ikke må kalde sig champagne, selv når de er fremstillet på samme måde, men netop ikke stammer fra Champagne – kun kan drømme om. Ægte champagne er det bedste
Vi vurderer jo vinene i forhold til prisen, men ved godt, at champagne normalt er dyrere end alle andre mousserende vine.
Alligevel ser det ud til, at champagne ofte er det bedste køb, vel at mærke hvis man går efter de vinøse kvaliteter. Der er en elegance og dybde i champagne, som man sjældent finder i mousserende vine uden for Champagne. Sådan er det ofte i denne årlige test, og hvis penge ikke var noget problem, ville jeg med fornøjelse drikke champagne hele nytårsaften og sidde og glæde mig over alle de finesser, man finder i denne vin allerede ved rimelige priser.




























