Vi spænder vidt i denne uge, men kommer hverken helt op i toppen eller helt ned i bunden. Nærmest toppen er den italienske barbera, og jeg må indrømme, at jeg har en svaghed for denne drue, men helst i de mere uprætentiøse udgaver, hvor druens fine og enkle frugt ikke forstyrres af overdreven fadlagring eller for høj alkohol. Og så er der denne dejlige syre, som gør, at vinen har det bedst med at blive serveret lidt køligt, men for de fleste er det nok bedst at nyde den med mad, gerne sammenkogte retter. Interessant franskmand Mest interessant i en større sammenhæng er den franske Chamarré. Den er fremstillet af basisvine fra kooperativer i flere regioner og derfor kun med ret til status af Vin de Table. Initiativet skal hjælpe Frankrig med at genvinde markedsandele ved at skabe store internationale brands, men i denne vin virker det ikke, som om man har haft noget specielt godt vinmateriale til rådighed. En halvdårlig vin sælger vel ikke bedre, bare fordi den bliver lavet i 40 millioner flasker i stedet for bare 1 million. Chamarré er en Vin de Table, og som sådan må man ifølge lovgivningen ikke anføre årstal eller druenavne på etiketten. Her ’snyder’ man lidt ved at skrive vinmagerens kommentar om vinen på bagetiketten, hvoraf det fremgår at vinen er blanding af merlot, grenache, cabernet sauvignon og ’shiraz’.
Ingen alder på vinen
Men der er ingen kommentar om årgangen, ligesom der ikke er noget lotnummer, der kan give en antydning af, hvor gammel vinen er. Man er altså på Herrens mark, når man står i Irma og måske får lyst til at købe denne vin. Det er da ikke særlig forbrugervenligt. Bagsideetiketten prøver dog at være forbrugervenlig ved også at skrive vinens navn med lydskrift: [sha-ma-ray], men det kommer nu til at lyde mere amerikansk end fransk, og det er ikke smukt.
