Mens jeg ikke har nogen som helst præcis erindring om, hvornår jeg smagte min første rød–, hvid– eller rosévin, kan jeg meget tydeligt huske første gang, jeg stiftede bekendtskab med en orangevin. Det var for 20 år siden, i cirka 700 meters højde på nordsiden af Etna, hvor vinmageren Frank Cornelissen fra en amforakrukke gravet ned i hans tidligere garagegulv trak en vinprøve op. Den var lavet på en blanding af grønne druesorter, men mindede ikke om nogen hvidvin, jeg før havde smagt. Den var gylden/orange i farven, let tåget, smagte af abrikos og anis og havde tannin som mange rødvine. Jeg var solgt på stedet.
Når man laver rødvin, lader man i en kortere eller længere periode drueskallerne tilbringe tid med druemosten, det der på fagsprog hedder maceration. På den måde udtrækker man blårøde farvestoffer og tannin fra skallerne, får i bonus nogle andre smags- og aromastoffer og ender med en helt anden vintype end en hvidvin, der typisk laves uden kontakt mellem skaller og most.
