For nogle uger siden kom et nyt dansk vinspil, Sommelier, på markedet. Dem er der lavet en del af gennem årene, og jeg har prøvet et pænt udsnit. Hovedparten har været bygget over en velkendt Trivial Pursuit-læst med faktaspørgsmål opdelt i en række forskellige hovedkategorier, men udviklerne af dette nye spil lovede noget nyt: fokus på samspillet mellem mad og vin.
Foruden at være en lidt anden vinkel end den gængse er det et emne, der på et meget konkret plan har større eller mindre betydning for alle, der – ofte eller sjældent, hjemme eller ude – drikker vin til maden. Hvor kendskab til druesorter, vinstile og årgange i udgangspunktet ikke er meget afgørende for at nyde et glas vin alene, kan det gøre hele forskellen, når det drejer sig om at finde den rette partner til en madret. Så jeg bestilte fluks et eksemplar af spillet.




























