Vi slæber, mosler og kanter os forsigtigt rundt om dørkarmene, og så står min farfars gamle skrivebord og ser ud, som om det allerede føler sig hjemme i den lille stue på Nørrebro, hvor det nu skal fortsætte i slægtens eje efter 20 år i min varetægt. Ved det bord sad Wenzel Rasmussen med sin cerut og sin fyldepen og skrev protokoller om de mange nødstedte fiskere, lystsejlere og tyske badegæster på luftmadrasser, som han og hans kolleger på Grenaa Redningsstation gennem årtier sejlede ud for at komme til hjælp.
Min svigersøn Sebastian, som sammen med min yngste yndlingsdatter har overtaget Wenzels gamle skrivebord, er passende imponeret over møblets historie, og da vi nu taler om slægtshistorie, fortæller han om sin oldefar, som havde to familier på en gang. Ved siden af sin hustru og fem børn havde han en anden kvinde, som han fik tre børn med. Den driftige mand blev dog skilt fra sin første kone efter at have fået barn nummer to med sin ekstrahustru, men efter at en slægtsforsker har hjulpet med at lægge brikkerne sammen, er oldefaren nu blevet indplaceret i familiehistorien som bigamist.




























