I kunstens verden taler man om børsen og katedralen. Den kommercielle logik og den fine kunst. Nogle vælger den ene vej. Og så er der talenter som tegneserieskaberen Henrik Rehr, der synes, man skal bruge hele spektret, når man nu mestrer et instrument som få andre.
Måske er dilemmaet lidt mindre, når man som tegneserietegner udøver en kunstart, der indtil for ikke så forfærdelig længe siden blev betragtet som mindre fin end de ’rigtige’ kunstarter. Det er de færreste tegnedrenge, der kan leve af deres streg, men der er mange gode grunde til, at Henrik Rehr er blevet en af dem.





























