60 år: En lethed har indfundet sig i Christine Antorinis liv, efter at hun skiftede ministerkontor, direktionsgang og middagsmøder ud med klasselokale, patientpleje og madpakker. Mavefornemmelse og mod styrer hendes valg. Og så har en blind date på Roskilde Festival fået uventet stor betydning.
»Det var hårdt at byde mine børn. Det var mig, der rodede rundt. De måtte bare følge med«
Da Christine Antorini mødte sin mand, ændrede hendes forhold til arbejde sig. Foto: Signe Lægsgaard
Hvad drømte du om at blive som barn?
»Jeg har altid godt kunnet lide at skrive historier, lavede skoleblad og overvejede at blive journalist, men i 7. klasse fik vi ny klasselærer, Joan, og hun boostede min samfundsinteresse. Hun udfordrede os til at have meninger i en tid med kold krig, ulykker på atomkraftværker og regnskovsfældning. Det drev mig til at melde mig ind i SF Ungdom som 16-årig«.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
’Håndholdt panserværnsgranatkaster RPG-7V’. ’Kalasjnikov-automatgevær AK-74’. ’Offensiv håndgranat RGD-5’. Det er nok de færreste børn i 8. klasse, der ved, hvordan de våben skal bruges, hvad de hedder, og hvordan de virker rent teknisk. Men det gør børnene på skolen på den russiske ambassade i København. Her, blandt pæne lejligheder og store huse på Østerbro, er læren om de tre våben blot en brøkdel af det militære stof, børnene undervises i. Politikens journalist Sigrid Debois Reuss har gennemgået hundredvis af sider i en række dokumenter fra den russiske skole i København for at kortlægge, hvad der foregår inden for skolens mure.