Da Ingolf Gabold i sin tid – ganske overraskende og for størstedelen af den danske befolkning ud af det blå – tiltrådte som programdirektør for Danmarks Radio (DR), meddelte han i umisforståelige vendinger, at han agtede at flytte TV-Avisens sakrosankte sendetidspunkt frem til klokken 21, så der kunne blive plads til en ordentlig prime time-sendeflade inden nyhederne, lød der et ramaskrig.
For det svarede – dengang – nærmest til at kræve, at folk skulle bære deres undertøj uden på overtøjet og dertil indtage julemiddagen med rødkål og hele pivetøjet sankthansaften. Men det skete, DR’s store nyhedsflagskib ligger i dag klokken 21. Dog fandt omplaceringen først sted, efter at Ingolf Gabold var blevet vist vintervejen af daværende DR-boss Hans Jørgen Jensen.




























