Hvornår blev du voksen?
»Da jeg var 18, syntes jeg, jeg var voksen, men så opdagede jeg, at det med at blive voksen kommer i faser. Der skete lidt, da jeg i 20’erne flyttede til London. Jeg fik barn, da jeg var 29. I 30’erne var det på et dybere plan med at blive bevidst om, hvem man er, og hvordan man handler i verden. I 40’erne har overskriften været et bryllup og otte begravelser. Jeg har været til stede. Jeg holdt min mor i hånden, da hun døde. Jeg greb min stedfar, da han fik hjertestop på Østerbrogade. Det har gjort mig rigtig voksen. Det modner at være sammen med et menneske, der forlader verden, så nu er jeg rigtig voksen. Men jeg forsøger at holde fast i en barnlig begejstring«.


























