Der er en form for trættende logik i, at Hollywoods bredbrystede actionstjerner samtidig er dem, der går op i en lempelig våbenlovgivning, i det frie marked, i at minimere statslig indblanding – og i, at den blødsødne liberale venstrefløj skal holde sin mund.
Indimellem er det, som om grænsen er udvandet mellem skuespilleren og hans rolle i filmene. Således er Kurt Russell også at tælle på den politiske højrefløj. Han vil dog ikke kaldes republikaner, og ingen har fanget ham i at anbefale en stemme på Trump hverken i 2016 eller 2024. Russell er libertarianer i lighed med Clint Eastwood, Bruce Willis, Vince Vaughn, Rob Lowe og Woody Harrelson.


























