Engle var på færde i 1980’erne. Altså ikke den lille, nuttede og buttede slags, som barokken elskede så højt, men granvoksne, alvorlige engle med og uden flammesværd. Der var engle på ’Himlen over Berlin’, og så var der de ikke mindre end tre engle med svensk pophår, der med lyskraft og blond manke i 1982 hjalp ’Den enfoldige morder’ til retfærdig hævn og en plads i filmhistorien.
Den enfoldige morder Sven blev i Hans ’Hasse’ Alfredssons nordiske klassiker spillet af en ung skuespiller ved navn Stellan Skarsgård. Hans desperat virrende hoved, da han med fortumlet udtale fortvivlet måtte konstatere, at »Mor’en ä dö’!« (»Moderen er død!«), ætsede sig ind i erindringen hos alle, der så filmen. Også i min.




























