Ole Wøhlers Olsen opholdt sig aldrig længere væk fra sin elskede pibe end højst nødvendigt. Han talte 10 sprog, herunder arabisk, og blev dansk ambassadør i fire lande og guvernør i Irak. Læg dertil, at den analytisk skarpe og umådeligt morsomme mand, som opkaldte sin hund efter den sidste inkakonge og konverterede til islam i 1968, siden 1981 var medlem af Eventyrernes Klub.
For Wøhlers, som han blev kaldt, blev det til 41 år i den danske udenrigstjeneste. Inden da havde han arbejdet som havnearbejder på Thulebasen og blaffet gennem Mellemøsten og Nordafrika. Det var, da han boede hos tuaregfolket, at han lærte sig arabisk.




























