Verden elsker Sylvester Stallone. Måske fordi han – trods en mængde plastikkirurgiske foryngelsesforsøg – virker autentisk i en verden, hvor det meste efterhånden er kunstigt genereret. Og her i Danmark holder vi lidt ekstra af ham. For han var jo i en periode gift med den langlemmede model og senere skuespiller og tv-personlighed Gitte Nielsen fra Rødovre, der blev et fænomen i egen ret. Så han er næsten dansker.
Men også kun næsten. For han blev født i New York City, i den del af byen, der går under navnet Hell’s Kitchen. Hans mor, Jackie, lagde horoskoper og var brydetræner for kvindelige fribrydere, mens farmand Frank tjente til livets ophold som frisør.




























