Rasmus Lyberth er en aldeles unik stemme i dansk musik. Han står nemlig, som Gudrun Marie Schmidt fremhævede, da hun interviewede ham sidste forår, som vogteren af broen mellem Danmark og Grønland. Han er født i Kalaallit Nunaat – i byen Maniitsoq på vestkysten – og voksede op i hovedbyen Nuuk. Men han bor nu på Fyn. Og han har deltaget i det danske Melodi Grand Prix med en sang med tekst på grønlandsk: Det skete med sangen ’Faders bøn’, som blev fremført på modersmålet, uagtet den dansksprogede titel i kataloget (det var i øvrigt randområdernes store grandprixdag, idet Annika Hoydal fra Færøerne også deltog med en sang sunget på sit eget sprog). Men først og fremmest har Lyberth brugt karrieren til at besynge og erklære sin kærlighed til hjemlandet i ord og musik – og på andre måder.
Han blev et navn i hele Rigsfællesskabet allerede tilbage i de i virkeligheden knap så glade tressere. Som en slags Grønlands svar på Bob Dylan optrådte han på scener i København med guitar og egne sange. Og ganske hurtigt blev han en succes. Der gik imidlertid en håndfuld år, inden han brød rigtigt igennem. Dengang havde Statsradiofonien som en del af public service-forpligtelsen underholdningsprogrammer lørdag aften, hvor ikke nødvendigvis allerede kendte kunstnere fik et skud i den bedste sendetid, og da Rasmus Lyberth var gæst hos Sten Bramsen i dennes program ’Musikalske venner’ i 1973, skaffede det ham et stort publikum og en pladekontrakt med det socialistiske pladeselskab Demos. Her udgav han i 1974 albummet ’Erningâ’ – ’Til min søn’ – som kom i flere optryk. Sangteksterne handler om den grønlandske natur, om stemninger og dyr og kærlighed. Albummet står som en fin debut og en sjældent holdbar titel i Demos-kataloget.
