Hans Hertel var ikke blandt de højeste, men han ragede op i litteraturens Danmark, og for Politiken, som han virkede ved som kritiker og klummist i fire årtier, var han en gave. Når Hans havde sagt ja til en opgave, var det et ja med stort J, men så forventede han til gengæld også, at det, han havde skrevet, blev ført ind i avisen med lige så stor entusiasme, som den han selv havde udfoldet.
’Hertel’, som han hed på redaktionen, var entusiast. Han elskede litteratur som faglig udfordring og som redskab til at forstå den menneskelige tilværelse. Og så elskede han bøger, som de konkrete objekter de nu engang er: Papir med pap omkring og på papiret: ord og billeder og da også meget gerne nogle tegninger og helst satiriske. Hvor stor hans kærlighed til bøger var, vidner trængslen på de hjemlige reoler i Kronprinsessegade om. Han betroede mig engang, at han derhjemme nu var blevet underkastet reglen ’en bog ind, en bog ud’ af sin ’madame’, men syntes nu selv og med et smil, der også rummede glæden ved det tosomme samspil, at acceptere det principielt umenneskelige diktat.
