Måske kendte du indtil for nylig kun til Peder Hornshøj, hvis du havde været på rejse med Bravo Tours. Men så kom DR’s dokumentarserie om dem, der har mærket konsekvenserne af det seneste års coronaperiode, hvor rejsebureaudirektøren Peder Hornshøj er omdrejningspunktet i det sidste afsnit, ’Epidemien. Rejsekongens fald’.
I den både rørende og barske DR-dokumentar viser Peder Hornshøj sig som en mand, der kæmper for sit livsværk og de mennesker, der er en del af familien Bravo Tours, som rejsebureauet af flere kaldes undervejs. Det billede bekræftes også i rejsebranchen, hvor Peder Hornshøj kendes som en mand, der er dybt engageret og indsigtsrig og altid dedikerer sig 100 procent til sin forretning og de mennesker, der er med til at drive den.




























