For ti år siden inviterede billedkunstner Mette Winckelmann indenfor til en gigantisk udstilling af sine store abstrakte malerier, som bredte sig i alle rummene i Den Frie Udstillingsbygning.
‘We have a body’ hed udstillingen, og den fremstod ekstremt overraskende og virkede næsten provokerende på mig, da Winckelmann insisterede på, at det abstrakte maleri med sine felter af farver og sit geometriske formsprog sagtens kan være en måde at tale om krop, køn og seksualitet på. At der også ligger en queerkritik af verden og kunsten i det at arbejde med maleriet på en decideret formel måde. Winckelmann mindede om, at kunst altid handler om kroppen. At der er en krop, som har lavet kunsten. Og at det er kroppe, som skal se på den, går rundt om den og erfarer og indoptager den.
