Det er en lille tegning, som forestiller et nøgent afrikansk barn, der i den ene hånd bærer en chihuahua-hund og i den anden en Louis Vuitton-taske, som har defineret kunstner Nadia Plesners karriere so far.
Billedet blev under overskriften ’Simple Living’ omkring 2007 til som en del af en kunstkampagne for at sætte fokus på den sudanske region Darfur, som var midt i en borgerkrig med folkedrab. Kunstneren, som på det tidspunkt gik på akademiet i Amsterdam, mente, at den alvorlige situation blev overset af medierne til fordel for historier om berømtheder og deres modetøj, og billedet blev trykt på T-shirts og indgik dermed selv i en markedsgørelse. Og så kom modebrandet Louis Vuitton ellers efter Plesner med jura, dagbøder og anklager om krænkelse af brandets ophavsret.




























