Selv om farmor runder de 80, har hun fire strabadserende ture på programmet inden for de næste 10 måneder. Først en uge i Isfahan i Iran, så 18 dage for at studere mayaernes skjulte byer i Guatemala med afstikkere til Belize, Mexico og Panama, dernæst 17 dage udelukkende i Panama og endelig 12 dage i Jordan. Farmor har en umættelig rejselyst.
Farmor er ikke en hvilken som helst farmor, men grundlægger af og bestyrelsesformand for rundrejsebureauet Viktors Farmor, som har til huse på herregården Thomasminde 14 kilometer nord for Aarhus og har specialiseret sig i natur- og kulturrejser.



























