En trebenet malkeskammel kan redde ferien

En god rejseleder på ferien er som en trebenet malkeskammel. Det ene ben er pædagogen. Det andet er professoren, og det tredje ben er den praktiske gris.

Sådan beskriver marketingchef Esben Gynther fra rejsebureauet Viktors Farmor den perfekte rejseleder.

»Pædagogen svarer lidt til læreren i skoleklassen uden den løftede pegefinger. Hun skal sørge for, at ingen føler sig udenfor, og inddrage alle. Hun skal også sørge for en god stemning i gruppen. Professoren er eksperten, som ved noget om rejsemålet. Professoren skal have et godt allroundkendskab til området og være specialist i nogle ting. Det tredje ben kalder vi praktikeren, som har styr på logistikken og kan skabe et godt forhold til lokalguiderne. Praktikeren skal løse problemer med hoteller, og hvis der opstår sygdom«, fortæller Gynther.

Gynther er også selv rejseleder, og han tilføjer, at man desuden skal arbejde som oversætter, for »mange danskere er dårligere til engelsk, end de vil indrømme. Måske taler lokale med accent. I eksempelvis Indien taler de et lidt andet engelsk, end vi er vant til«.

Foto: Roald Als

Gode rejseledere skal ifølge Gynther være sociale, empatiske, gode kommunikatører, gode ledere på en dansk måde og have evnen til at begejstre, for det smitter. Hvis der er enkelte blandt gæsterne, rejselederne »ikke svinger med, må de ikke lade sig mærke med det«.

»Rejselederne er vores ansigt udadtil. Vi kan annoncere lige så meget, vi vil, og fortælle, hvor dygtige vi er, men det hele står og falder med rejselederne«, konkluderer Esben Gynther.

Festaben er blevet digital

Direktør Jan Vendelbo fra charterbureauet Spies har selv en fortid som guide. Dengang skulle guiderne være i stand til at feste igennem og deltage i grisefester og have hånd i hanke med gæsterne fra ankomst til hjemrejse. I dag er det ikke længere nok at hælde billig rødvin i gæsterne og sætte en sjov hat på hovedet af dem. Guiderne møder stadig gæsterne i lufthavnen, holder velkomstmøder og tager på udflugter med dem, men guiderne er for alvor rykket ind i den digitale tidsalder.

»I dag er guiderne nærmest en slags serviceprovider eller concierge, som giver gæsterne de bedste tips og råd. Guiderne sidder ikke længere og glor ud i luften på hotellet i to timer, selv om der ikke kommer gæster. I stedet arbejder vi med digital service og service on demand. Gæsterne kan kontakte guiden 24 timer i døgnet på telefon, sms og mail«, siger Vendelbo.

Når gæsterne lander i lufthavnen, får de en sms, som fortæller dem, hvordan de kommer i kontakt med guiden. De kan eksempelvis få brug for guiden midt om natten i tilfælde af sygdom. Det kan også være mere almindelige ting som et tip til den bedste restaurant, spabehandling eller leje af bil.

»Vi oplever, at gæsterne vil have hurtig hjælp og svar på spørgsmål her og nu. Hvis man ikke har fået svar inden for fem minutter, synes man, at der er gået for lang tid. Sådan er den digitale virkelighed«.

Jan Vendelbo fastslår, at guiderne i dag først og fremmest skal forstå at sætte gæsten i centrum, hvor de »tidligere skulle have et festgen og være i stand til at køre igennem. Nu skal de være fleksible, betænksomme og servicemindede. De skal være i stand til at give gæsterne de bedste uger i årets løb«.

Spies uddanner egne guider. Først skal ansøgerne igennem indledende samtaler og et træningsforløb herhjemme, hvorefter de kommer på et ugelangt ophold på Spies’ eget akademi. Næste gang på Cypern til marts.

Foto: Poul Husted

Hamburg: En syngende guide

Stefanie Hempels øjne stråler, når hun fortæller, at Bob Dylan dukkede op på hendes Beatles-tur i Hamburg.

»Jeg var på rundtur med en irsk gruppe i 2013, da Bob Dylan iført hættetrøje og solbriller pludselig stod der. Gruppen genkendte ham slet ikke, men jeg fik hilst på ham. Dylan var også Beatles-fan og fortalte, at han begyndte sin karriere lige så fattig som de fire Beatler«.

I 12 år har Stefanie Hempel ført Beatles-fans fra hele verden i The Fab Fours musikalske fodspor i Hamburg. På turen kan man næsten høre Beatles spille i byens red light-distrikt på Reeperbahn og Grosse Freiheit Strasses røgfyldte spillesteder som Kaiserkeller, Indra og Star-Club.

Sidstnævnte eksisterer ikke længere, men der er opsat en mindetavle over alle de berømte bands, som har spillet i klubben foruden Beatles – lige fra Bill Haley til Jimi Hendrix.

»Her dukkede Steve Winwood op, da jeg sang ’Twist and Shout’ med mine turister, og smilede og klappede med«, ler Stefanie Hempel og tager sin ukulele frem og synger ’Twist and Shout’ til stor glæde for os og en anden gruppe turister lidt længere inde i smøgen, som glemmer deres egen guide og klapper begejstret.

Når Stefanie Hempel medbringer sin ukulele, skyldes det, at hawaii-instrumentet var George Harrisons favorit. Beatles-turen er ikke kun ordrig, men også en musikalsk fortælling. Undervejs spiller Hempel numre fra Beatles’ righoldige repertoire, og hun har også udgivet en cd med Beatles-sange, ’Why Don’t We Do It in the Road’.

»Jeg kom til Hamburg i 1998 for at studere musik, klaver og beskriver mig selv som en singer-songwriter a la Joni Mitchell«, fortæller Hempel.

Hempel-turens store force er både de musikalske indslag og de oplysninger, som Stefanie Hempel har hentet fra folk, som kendte The Beatles, mens de opholdt sig i Hamburg. Hun har eksempelvis mødt Beatles’ første manager, Allan Williams, og kender den nu 78-årige fotograf Astrid Kirchherr, som tog nogle af de første billeder af bandet, og som de alle forelskede sig i.

Det samme sker for os deltagere – i hvert fald de mandlige. Vi forelsker os også. Dog ikke i Astrid Kirchherr, men i Stefanie Hempel, som fortryller hele gruppen ikke alene med sin Beatles-fortælling og musikalske fortolkning, men også med sin entusiasme og sine strålende øjne. Stefanie Hempel formår at få ikke alene hardcore Fab Four-fans, men også almindelige turister til at overgive sig til 1960’ernes musikalske revolution.

Foto: Poul Husted

Paris: En fabelagtig rejseleder

Michael Boilesen er en fabelagtig rejseleder på flere måder. For det første er han ifølge gæsterne betænksom og vidende, men så forfor det andet læser han også op af La Fontaines ’Fabler’ om aftenen – i hvert fald når han har gæster med på krydstogt på Seinen i Paris.

Politiken mødte netop Boilesen på krydstogt i den franske hovedstad, hvor deltagerne boede på skibet ’Raymonde’, der lagde til forskellige steder i den franske hovedstad, og hvorfra der blev foretaget udflugter.

Efter turen sagde to af deltagerne, ægteparret Susanne Holm og Leif Ørsted fra Herlev, at »Michael gjorde et stort indtryk, fordi han ikke bare læste op af en brochure eller guidebog, men havde mange detaljer og kunne berette om personlige oplevelser og iagttagelser i Paris«.

Det er ikke nogen tilfældighed, for 49-årige Boilesen har boet otte år i Paris og læst sprog på Sorbonne og også taget en hoteluddannelse i byen. Efterfølgende har han arbejdet i Paris, Strasbourg, London og New York City.

»En god rejseleder og guide skal have styr på historien, kulturen, mad, politik, samfundsforhold osv. Det er nemt nok at finde informationerne, men en god rejsefører kan skære ind til benet og fortælle det, der er essentielt. Jeg kunne godt have talt om den franske revolution i fire timer, men det kan gæsterne ikke holde ud at høre på. Man skal kunne gennemgå revolutionen på 10-12 minutter, så gæsterne føler, at de er orienteret om perioden fra 1789 til 1792, hvor hovederne ruller«, ler Boilesen.

Viden og evnen til at formidle den er ifølge Boilesen ikke nok.

Rejselederen skal også være i stand til at skabe en tryghedsfornemmelse og have et omsorgsgen, så »man har overskud til at hjælpe den dame, som rejser alene.

Ofte er det ægtepar, der rejser sammen og nemt finder sammen med andre par, og pludselig sidder en enlig lidt ude på sidelinjen. Man skal skabe en gruppefølelse«.

Michael Boilesen mener, at han har den bedste af begge verdener. Om sommeren er han guide for internationale turister herhjemme og om vinteren rejseleder for danske grupper under varmere himmelstrøg:

»For mig er det blevet en livsstil, og jeg kunne ikke ønske mig det meget bedre. Jeg har cirka 240 rejsedage om året fordelt på 12-13 lande. Jeg holder af at arbejde forskellige steder, for så går jeg ikke i stå, og de forskellige destinationer er en inspirationskilde. Og gæsterne holder mig ung, så forhåbentlig kan jeg holde mange år endnu«.