Politiken har en kunstsamling, der vokser, så godt som hver gang en i Husets indkøbsudvalg får en god kunstnerisk oplevelse. I denne kunstsamling hænger også et større maleri af Eydun av Reyni, som tilmed er købt det selvsamme sted, hvor det er blevet til: på Færøerne.
Skønt maleriet er abstrakt, altså forestillingsløst, associerer det umiddelbart til denne lille gruppe øer i den nordlige del af Atlanterhavet, som har fostret forbløffende mange gode malere, blandt andre Ingalvur av Reyni.




























