Sammen med Curth Smith bragte Roland Orzabal en skønhed og omtanke ind i 1980’ernes synthpop. Sangene fra dengang har vist sig at være evigtgrønne. Nu fylder han 60.

Han står bag synthpoppens melodiske primalskrig

Sammen med Curt Smith turnerer Roland Orzabal fra Tears for Fears med gamle sange, der ikke er blevet forældede. Her ses Roland Orzabel på Roskilde Festival i 2019.  Foto: Thomas Borberg/POLFOTO
Sammen med Curt Smith turnerer Roland Orzabal fra Tears for Fears med gamle sange, der ikke er blevet forældede. Her ses Roland Orzabel på Roskilde Festival i 2019. Foto: Thomas Borberg/POLFOTO
Lyt til artiklen

Mens synthpoppen endnu var ung i begyndelsen af 1980’erne, fandt to syngende, spillende og sangskrivende teenagere, Roland Orzabal og Curt Smith, sammen i den sydengelske by Bath, hvor de begge boede. Først spillede de i et band, der aldrig rigtig blev til noget. Så dannede de gruppen Tears for Fears, der tog sit navn efter psykoanalytikeren Arthur Janovs teorier om primalskriget, og i 1983 debuterede de med albummet ’The Hurting’ .

Her næsten 40 år senere optræder Tears for Fears stadig med både det magtkritiske hit ’Everybody Wants to Rule the World’ og med andre sange fra pladerne ’Songs From the Big Chair’ og ’The Seeds of Love’. I årenes løb har Roland Orzabal haft en længere pause fra Curt Smith, hvor han var alene om at bruge Tears for Fears-navnet, men omkring årtusindeskiftet blev de to englændere, som meget af tiden bor i USA, genforenet, og i 2004 udkom albummet ’Everybody Loves a Happy Ending’.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her